top of page

Svend Wiig Hansen på Gl. Holtegaard

Svend Wiig Hansen (1922-97) er en kraftfuld ener i dansk kunsthistorie. Via maleri, skulptur, tegning og grafik tematiserede han det moderne menneske med intensitet og nerve. Udstillingen ”Svend Wiig Hansen - Rå figur” på Gl. Holtegaard er den første museumsudstilling efter kunstnerens død. Den er tilrettelagt i samarbejde med hans to sønner, Christian og Nicholai Wiig Hansen, og præsenterer tegninger og skulpturer samt fotografier og film.

Som billedhugger har Svend Wiig Hansen udført monumentale skulpturer til både landskaber og byrum. I anledning af denne udstilling er bronzeskulpturen ”Frugtbarheden” udlånt til Gl. Holtegaard. Dens massive erotik vækker minder om værket ”Moder Jord”, som i 1957 skabte mediestorm om den unge kunstner. Den efter tidens tand alt for nøgne kvindekrop med blottet skød blev censureret og fjernet fra Århus Rådhus. Affæren afskrækkede dog ikke Wiig Hansen fra at arbejde med det nøgne menneske.

På Gl. Holtegaard har man valgt en tematisk ophængning med afsæt i netop kunstnerens livslange fokus på mennesket i dets rå form. Manden og kvinden som universelle men sanselige skabninger repræsenteres af værker fra hele fire årtier, og den menneskelige erfaring var tydeligvis en uudtømmelig inspirationskilde for Wiig Hansen samt flere af hans kunstnerkolleger. I udstillingsgruppen ”Mennesket” bestræbte han og bl.a. Palle Nielsen, Albert Mertz og Henry Heerup sig på at vise mennesket i dets modsatfulde sammensathed.

Svend Wiig Hansens menneskeskildring er unægtelig dobbeltsidet i sin vekslen mellem vitalitet og afmagt. Tegninger fra de unge år samt uddrag fra skitsebøger inviterer til et nærmere blik på kunstnerens fantasifulde streg. Det samme gør en serie graffiti-tegninger fra 1984 og farvestrålende gouacher fra rejser til Dolomitterne, Paris og New York. Her udfoldes en vifte af menneskelige udtryk, bevægelser og forvandlinger. Nogle er genkendelige, andre nærmest magiske i deres leg med det figurative. Wiig Hansen er af mange kendt for sin ekspressive åre, det aggressive og lidelsesfulde, men udstillingens detaljerigdom kommunikerer også poesien, intimiteten og håbet.

”Svend Wiig Hansen – Rå figur” byder på gensyn, men også værker der ikke tidligere har været vist for offentligheden. Betoningen af det menneskelige motiv fører både et nyt og gammelt publikum ind i Wiig Hansens billed- og formunivers samt skabende proces. Det gør den på klarsynet og respektfuld manér. Man efterlades nysgerrig på Svend Wiig Hansens samlede livsværk og påvirket af hans lidenskab og livsmod.

bottom of page