Den kvindelige maler Anna Syberg (1870-1914) er ikke nær så kendt i den brede offentlighed som hendes mand Fritz Syberg, men frem til d. 25. august i år præsenterer Ordrupgaard en lille perle af en udstilling, som belyser hendes alt for ukendte liv og produktion under overskriften ”Anna Syberg. Sans for blomster”.
De unge år
Som datter af den velansete malermester Syrak Hansen voksede Anna Syberg og hendes søskende op i et kunstnerisk miljø. Anna bliver til at begynde med undervist på teknisk skole, og dernæst rejser hun og veninden Alhed Warberg (som senere bliver gift med Johannes Larsen) til København for at få privatundervisning.
I 1890 bliver Anna forlovet med den 8 år ældre Fritz Syberg (1862-1939), som hun kender fra sit barndomshjem. Han er på dette tidspunkt elev hos Kristian Zahrtmann på Kunstnernes Frie Studieskoler - et alternativ til Kunstakademiet som også Johannes Larsen, Poul S. Christiansen og ikke mindst Annas bror Peter Hansen tilslutter sig.
Anna er fra barnsben omgivet af kunstneriske sjæle, og inderkredsen fra de unge år samles med tiden under betegnelsen Fynbomalerne. Deres sanselige tilgang til maleriet og betoning af den fynske natur er i dag repræsenteret på en lang række danske museer. Ordrupgaards grundlægger Wilhelm Hansen erhvervede en stor portion af Fynbomalernes værker, men især Faaborg Museum udmærker sig ved en fornem samling, som sætter sit smukke præg på denne særudstilling.
Sybergs sanser
”Anna Syberg. Sans for blomster” præsenterer en alsidig selektion af både oliemalerier og akvareller af stort som småt format. Det er lykkedes at skabe en kontinuitet i formidlingen, hvor tidlige forsøg med akvarelteknikken såvel som sene, mere impressionistiske værker vidner om teknisk nysgerrighed og progression. Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de virtuose detaljer og gennemleve sanseligheden i de store akvareller.
Museumsdirektør for Faaborg Museum Susanne Thestrup Truelsen har med andre ord kurateret en balanceret og informativ udstilling med sans for både det biografiske og det stilistiske. En overskuelig tidslinje og en kronologisk struktur understøttes af historisk perspektivering i form af dokumenter, fotografier og korrespondancer relateret til den kvindelige hovedperson, som ganske blidt træder ud af fortællingen om Fynbomalerne og udmærker sig som kvinde og kunstner.
Det er til tider svært at betragte hende isoleret på grund af de mange afgørende familierelationer og venskaber. På Ordrupgaard står Anna dog ikke i skyggen af hverken sin mand eller de mandlige Fynbomalere som helhed. Tværtimod faciliterer f.eks. dialogen mellem værkerne ”Interiør med Krysanthemum” (1905) og ”Interiør med kunstnerens hustru ved tegnebrættet” (1904), af henholdsvis Anna og Fritz, en forståelse af de to kunstnere som individer.
Hvor han observerer både stuens interiør og sin hustrus koncentrerede studie, afgrænser hun. Kun rester af møbler og rum medtages i skildringen af Krysantemummens bevægelser og de lysindfald, som forekommer ved vinduet. Med lette vandholdige strøg og enkelte nedslag af tusch udfolder hun bladenes og stilkenes grønne mangfoldighed.
Den stramme komposition understreger det enkle drama, som valget af beskæring, linje og farve kan være. Det føles på én gang dybt personligt og meget nøgternt, og man pirres af blomsterskildringernes mange lag af følelse og fordybelse. Samtidig åbner sammenstillingen af netop disse to billeder for omfanget af ligheder og forskelle i ægteparrets fælles liv, hvor også tidens kønsroller og kunstpolitik har været af betydning.
En ”blomsterdame”?
I modsætning til de mere traditionelle oliemalerier af blomsteropstillinger, vælger Anna Syberg primært den mindre respekterede akvarelteknik. Desuden finder hun, som mange andre kvindelige kunstnere på den tid, sine motiver og sin inspiration i de nære omgivelser snarere end i store sociale, politiske eller narrative fortællinger.
Blomstermaleriet var dynamisk og levende igen i 1800-tallet, men kvindelige maleres færden i denne genre blev betragtet som mangel på interesse for det omgivende samfund. Kvindens blomstermaleri fik derfor hurtigt status af en fritidssyssel forbeholdt det kvindelige sind, og kvinderne selv fik den ret så nedsættende betegnelse ”blomsterdamer”. Opfattelsen af de kvindelige malere som en slags kreativt appendiks til den mandlige kunstner begrænsede i høj grad talenter som Anna Syberg, Christine Swane og Alhed Larsen i deres uddannelses- og udstillingsmuligheder, og da Anna Syberg desværre dør allerede i 1914, udebliver anerkendelsen i hendes levetid. Først ved Kunstforeningens retrospektive udstilling i 1915 får man officielt øjnene op for hendes talent.
Nu åbner så Ordrupgaard dørene til Annas akvarel univers med et særligt blik for hendes stilistiske egenhed. I stærk kontrast til samtidens syn på kvindelige kunstneres formåen taler Anna Syberg i dag til os med forførende ærlighed, skarpe sanser og en bevidst stemme.