top of page

Odsherreds blå maler - indtryk af Poul S. Nielsen

Odsherreds Kunstmuseum præsenterer frem til d. 15. december en imponerende udstilling af Poul S. Nielsen (1920–1998) - kunstneren hvis karakteristiske kolorit gav ham tilnavnet ”den blå maler”.

Museet udmærker sig ved sit fokus på den gruppe af malere, som i 1930’erne bosatte sig i Odsherred med henblik på dér at udforske det figurative maleri og landskabsgenren. De blev kendt som Odsherredsmalerne – en kunstnerkoloni præget af nære personlige venskaber og en gennemtrængende kærlighed til egnens lys og landskaber.

Poul S. Nielsen var en af de senere malere, som blev tiltrukket af området. I årene 1958 – 1985 boede han og familien i Vallekilde, dernæst i Veddinge Bakker. Indtrykkene fra Odsherreds bakker og bugter samt kunstneriske miljø havde derfor stor betydning for hans livsværk.

Til at begynde med blev den unge Poul S. Nielsen uddannet som malersvend. Han studerede tidligt ved Folmer Bonnén og Sigurd Wandel for endeligt i 1945 at blive elev på Kunstakademiet i København under Vilhelm Lundstrøms vejledning. Sidenhen kom tilknytningen til kredsen af Odsherredsmalere og udviklingen af det så genkendelige farvesprog.

Udstillingen på Odsherreds Kunstmuseum viser til fulde Poul S. Nielsens stærkt impressionistiske stil med både skitseagtigt kig til lærredet og kontrastfuld gengivelse af lysets former og farver. Mange årtier før ham satte de franske malere farverne fri, og arven fra deres spontane, søgende og sanselige tilgang til maleriet er uden tvivl til stede livet igennem hos den blå maler.

Mest af alt behersker han dog et dybt personligt billedunivers, hvor signaturfarven anvendes med lethed og på ingen vis slår maleriets blues an. Såvel rejser, landskaber og stilleben som en lang række portrætter af kvinder, kollegaer og børn demonstrerer hans livslange kærlighed til maleriet. Særligt hustruen Fanny og døtrene Nolle og Henriette undersøges og dokumenteres nysgerrigt af malerens dristige palette og penselstrøg.

Udstillingen er opbygget med blik for både udvikling og alsidighed. Takket være en lang række udlånere behandles kunstneren i sin egen ret, og resultatet er et følsomt vindue ind i Poul S. Nielsens fine teknik og poesi. Samtidig kan man i tilstødende rum opleve relationen til den ældre generation af Odsherredsmalere så som Viggo Rørup, Sigurd Swane og Karl Bovin m.fl. En anbefalelsesværdig oplevelse, for udover fælles geografi og motivkreds er Odsherredsmalerne synonyme med et væld af bemærkelsesværdige individuelle præstationer - Poul S. Nielsen ikke undtaget.

bottom of page