På Sophienholm kan man frem til d. 19. juni opleve udstillingen ”Kay Christensen – Det evige eventyr” om en inspirerende maler, illustrator og ikke mindst digterisk sjæl.
Kay Christensen (1899-1981) er en genkendelig maler - sitrende i sin kolorit og med evigt bølgende linjer henover lærredet. Hans karakteristiske penselteknik er del af et personligt formunivers, hvor man tydeligt mærker maleriets virkelighed. Christensen havde dog ikke nogen decideret uddannelse bag sig. Foruden et kort ophold på Aksel Jørgensens grafiske skole disciplinerede og udfordrede han primært sig selv. Den skabende proces så han som en eksistentiel nødvendighed, og i de både lidenskabelige og gådefulde malerier findes hans mange kærlighedsbreve til kunsten.
På rejser rundt i verden fandt han livet igennem inspiration, og især indtrykkene fra tiden i Frankrig er direkte aflæselige i by- og interiørskildringer samt i valg af beskæring, perspektiv og penselføring. Men inspirationen kom også indefra. ”Alt er kommet ud af mit eget sind – skabt over den følelse, jeg har for det uhåndgribelige i tilværelsen”, udtalte han om sine maleriske eventyr, hvor han balancerede i grænsefeltet mellem det ekspressive og det symbolske.
Som selvudnævnt ”livstilbeder” mistede han aldrig jordforbindelsen, ej heller overgav han sig til ren abstraktion. Hans billedunivers består oftest af oplevede steder, mennesker og øjeblikke - med et stort fokus på kvindeskikkelser og ikke mindst den nære familie. Hele tre gange var Christensen gift, og i udstillingens værker er den biografiske fortælling konstant til stede som henholdsvis følsom intimitet og sagte alvor.
Man møder blandt andet modellen og elskerinden La Mouche (skønhedspletten) i værket ”La Mouche og Stenos vers”, og man kan læse Kay Christensens kærlighedsbreve til hende i en montre med personlige genstande i rummet, hvor også en smuk filmatisering af den litografiske bog ”Eventyret om Evigglæde og de fire Vinde” (1948), skrevet til sønnen Leif, giver anledning til fordybelse.
Den retrospektive fortælling om Kay Christensen er lånt fra ARoS og foldes nu ud på Sophienholm. Den museale opmærksomhed omkring ham har ellers længe været sparsom, og man fristes til at spørge hvorfor, når nu en vis strøm af gentagelser af og til præger museumsudstillingerne herhjemme. Et liv levet i og med kunsten har fået lov at komme til orde og syne, og eventyret om Kay Christensens maleri er både dramatisk, sjælfuldt og inspirerende i alle dets kostbare øjeblikke.