Lys og mørke mødes i 9 måneder på magisk vis under byen. Omgivet af vildtvoksende drypsten, fugtige gange og rustik arkitektur vokser udstillingen ”Andante” frem og går i dialog med et af Frederiksbergs mest charmerende historiske steder.
Kunstneren Christian Lemmerz har skabt en bemærkelsesværdig installation specielt til Cisternerne, og resultatet kan opleves helt frem til november i år. Kombinationen af Lemmerz’ kunstneriske greb og Cisternernes unikke atmosfære er en spændende oplevelse med plads til såvel eftertænksomhed som sanselighed.
Udgangspunktet er 13 installationer i ét erfaringsrum, som er langt fra den typiske museale oplevelse.Hidtil har Cisternerne fungeret som Museum for Moderne Glaskunst, men en ny kunstnerisk leder og udstillingsprofil har muliggjort samarbejdet med Christian Lemmerz ud fra en målsætning om stedsspecifikke udstillinger. Det må i høj grad siges at være tilfældet med ”Andante”, som eksisterer i og med stedets forførende rumlighed. Kulden og mørket slår tonen an for skabelsen, men også oplevelsen af installationen under Søndermarken.
Lemmerz har i de senere år arbejdet i en lang række utraditionelle materialer som fedt, gips og margarine. Nu har han kastet sig over stearinens på én gang flydende og formgivende natur. Til hver installation er anvendt 100-150 kg stearin - smeltet og snoet omkring jernkonstruktioner som et visuelt ekko af stedets karakteristiske drypsten.
I valget af stearin som primært materiale opnår skulpturerne en særlig karakter, ganske anderledes fra de afrundede kunstværker man kan analysere i deres faste udtryk. Materialet og installationerne er snarere levende betragtninger omkring lysets mange betydningslag: Lyset som eksistensvilkår – uden lys intet liv - eller som religiøs erfaring præget af det på én gang uforståelige og meningsgivende. Lyset indgår også i menneskelige ritualer. Vi tænder lys for dem, vi elsker, og det vi fejrer, men vi finder også trøst i lyset som et billede på livets skrøbelighed. Det ene øjeblik er vi her - det næste er vi væk.
”Andante” er også en invitation. Når man bevæger sig ned i Cisternerne, får man udleveret et stearinlys, som man frit kan lade indgå i Lemmerz’ skulpturer. Denne gestus understreger intentionen om det organiske værk, som vokser, aftager og lever med tiden og beskueren. Besøg udstillingen i et roligt tempo og oplev Cisternerne på ny, som en slags mellem rum, hvor lys og liv tager kunstnerisk form.