Farvestrømme og billedstorme - Emil Nolde på Louisiana

Eneren Emil Nolde (1867-1956) kan frem til d. 19. oktober opleves på Louisiana i en omfattende retrospektiv udstilling af både malerier, akvareller, tegninger og grafik. Ikke færre end 140 værker af én af ekspressionismens største profiler og virtuoser åbner besøgendes øjne for en mangfoldighed af Nolde.

Udstillingen ”Emil Nolde” søger at afdække hele kunstnerens virkeperiode via 11 kapitler, som spænder fra tidlige til sene værker med nedslag i en motivverden, hvor fantasifigurer, søstykker, blomsterbilleder samt religiøse temaer tegner omridset af et kunstnerisk sind med blik for det uforlignelige og trang til det uforudsigelige.

Nye beundrere af Nolde vil elske de indledende sale fyldt med eksperimenterende værker, deriblandt det absurde debutværk Bjergkæmper(1895-96) fra årene som ung tegnelærer i Schweiz. Bondesønnen Hans Emil Hansen - som han jo egentlig hed - skulle blive en verdenskendt kunstner, og de mange ekvilibristiske ungdomsværker viser hvorfor. Her males både for sind og sanser.

Særligt årene på øen Als, hvor kunstneren i 1903 slår sig ned med sin danske kone Ada Vilstrup, resulterer i værker, der emmer af kolorit og kærlighed. I 1902 er parret blevet gift - i samme ombæring tager Emil navn efter den slesvigske fødeby Nolde. Deres liv sammen i smukke omgivelser præger kunsten. ”Forår i værelset” fra 1904 afbilder Ada siddende i forårssolen i sitrende varmt lys, og de første have- og blomsterbilleder ser dagens lys. De eksplosive og uudgrundelige undersøgelser af floraens farver og former bliver et hovedmotiv i Noldes livsværk. I sine skriftlige erindringer mindes Nolde senere blomsternes tiltrækningskraft:

”Blomsternes levende og rene farver, dem elskede jeg. Jeg elskede blomsterne i deres skæbne: fremspirende, blomstrende, lysende, glødende, lyksaliggørende, bøjende sig, visnende, til sidst kastet i graven.”

Broen til fremtiden

I 1906 bliver Nolde medlem af den skelsættende kunstnergruppe Brücke. En avant-garde sammenslutning af malere som fascineres af det primitive og instinktive maleri fri for akademiske traditioner. Som en bro forbinder og erstatter gruppens medlemmer det gamle med det nye og afsøger i lighed med de franske fauvister farvens udtryksmæssige potentiale. Medlemskabet varer dog blot atten måneder. Individualisten Nolde kan ikke indordne sig under bestræbelserne på et fælles udtryk, men udfolder sig sidenhen i Berliner Secessionen og Die Neue Secession.

Lidelser og længsler

Ved siden af blomsterbillederne står også Noldes religiøse billeder som et særligt kapitel. De bibelske scener bringer et psykologisk spændingsfelt ind i kunsten, som tillader Nolde at dyrke farven i ekstrem grad. Udtrykket er tæt, stiliseret og dramatisk. Især Gravlæggelse (1915) er et fascinerende værk, der tilfører et ellers traditionelt religiøst motiv en moderne nerve. I de fornyende ekspressive skildringer af kristen lidelse og lidenskab understreges det, at Nolde forholdt sig til langt større ting end blot idyl og hjemstavn.

Malerens og menneskets indre liv træder pludselig ind på scenen med bombastiske bevægelser. Her er ikke tale om en ublu kopiering af de gamle mestre af det religiøse figurmaleri men snarere en inderlig, overbevist og dybt personlig fortolkning af et spirituelt tankegods. Hans stil og værker vækker begejstring, og allerede i slut 1920’erne er han repræsenteret i hele 21 museers samlinger.

Umalede billeder

Noldes kunstneriske karriere kører på skinner, og iblandt hans beundrere er i de kommende år førende skikkelser i det tyske kunstmiljø samt i den tyske kulturpolitik. På propagandaminister Goebbels arbejds-værelse i Berlin hænger bl.a. nogle af Noldes akvareller. Selv skrev Nolde: “Min kunst er tysk, stærk, streng og inderlig”. I politisk henseende støttede han da også op om nationalsocialismens fremmarch. I 1934 blev han medlem af Nordschleswigs nazistparti, og en overgang havde han måske forhåbninger om at blive Det Tredje Riges kunstneriske bannerfører, men snart skulle det vise sig langt fra at være tilfældet. I 1937 fjernedes nemlig omkring 1100 af Noldes værker fra en række tyske museer. Samme år kunne nogle af dem ses på propagandaudstillingen Entartete Kunst, hvor den moderne kunst hånligt blev udstillet som ”degenereret”. I 1941 kom så det famøse maleforbud, der blev anledning til, at Nolde trak sig tilbage til hjemmet i Seebüll. Her færdiggjorde han i årene frem til 1945 den fantastiske serie af omtrent 1300 akvareller kaldet Umalede Billeder, som også kan opleves på Louisiana.

Emil Noldes liv rummer uden tvivl kontroversielle overbevisninger. Som udgangspunkt må værkerne dog tale deres eget klare sprog - om en kunstner hvis passion, egenrådighed og visuelle bedrifter både omfatter beroligende farvestrømme og omvæltende billedstorme. Udstillingen ”Emil Nolde” er i den sammenhæng et øjenåbnende og ikke mindst inspirerende must-see for de, som er nysgerrige på Nolde.

Christina Klestrup © copyright 2020