Forvandlingens floder - Eliasson i dialog med Louisiana

Kunstelskere i alle aldre færdes dagligt på Louisiana, men i disse dage kan man opleve noget ganske andet end genkendelsens glæde i museets Sydfløj, hvor Olafur Eliasson inviterer på en øjenåbnende gåtur i installationen Riverbed. De hvide vægge er tømt for malerier i verdensklasse, og gulvene er overtaget af et naturtro landskab i dialog med den museale sfære. Resultatet er en mærkbar forvandling af Louisiana, som hver besøgende må forholde sig til på et både kropsligt og reflekterende plan.

Olafur Eliasson kender mange fra allerede spektakulære museumsoplevelser som den 90 meter lange installation ”Din blinde passager” på Arken og ARoS’ ”Your rainbow panorama”. Den dansk-islandske kunstner er efterhånden synonym med på én gang minimalistiske og komplekse kunstneriske konstruktioner med unik æstetik og en eksperimenterende indstilling til selve værkoplevelsen.

Vand, liv og sted

Det er museets første særudstilling med den både populære og meget veletablerede kunstner, og samarbejdet må da også siges at være et storstilet ét af slagsen; millioner af småsten i alle størrelser er transporteret fra Island til Humlebæk, hvor de nu danner et flodleje af blidt rislende vand, der skiftevis deler og samler sig i nærmest meditative bevægelser.

Vand er kilden til liv, og det levede liv er i høj grad centrum for Eliasson. Den levende tanke og den erfarende krop bliver begge udfordret af det indendørs landskab. Hvert individs passage igennem de mange forhøjninger og fordybninger i grus og sten bidrager til en markant anderledes oplevelse af såvel naturens elementer som kunstmuseet. Det er ikke nødvendigvis behovet for det skønne, som er styrende for Riverbed, men snarere samspillet med Louisiana som sted.

I forlængelse af tidligere projekter har manden, der i 2003 skabte kunstig sol over Tate Modern i London, og i 2008 dundrende vandfald i New York, kastet sig ud i endnu et stedsspecifikt projekt, der tematiserer naturerfaring. Det offentlige rum interesserer ham, det samme gør kunstens og kulturens institutioner. I dette tilfælde kombineres de to i en sådan grad, at det med museumsinspektørens ord bliver ”værket, der udstiller museet” og ikke omvendt, som traditionen byder.

Arkitekturen træder frem i demonstrativ hvidhed og ny rumlighed. Nogle ville mene på en lidet flatterende måde, men nu er hverken romantik, nostalgi eller forskønnelse i højsædet, ej heller en kritik af det modernistiske museum. Tværtimod er der tale om en form for hyldest til Louisiana som en idé med afsæt i meningsfulde forbindelser mellem kunst, natur og arkitektur. Eliasson medtænker stedets oprindelige tanke om en nedbrydning af skellet mellem inde og ude via arkitektoniske greb, når han inviterer inden for i sin rå installation.

Riverbed foldes i ud via tre rumlige sektioner; installationen i Sydfløjen med et lille bibliotek i forlængelse deraf, værket Model room fra 2003 i museets nordfløj, hvor man kan gå på opdagelse i Eliassons modelproduktion gennem tiden, samt tre videoværker i Louisianas Store Sal, hvor man bl.a. kan opleve det berlinbaserede Studie Olafur Eliasson. Her leger og kreerer Eliassons ligesindede, og det samlede indtryk fortæller om en konstant søgen efter en fornyelse af den kunstneriske erfaring og kunstbegrebet per se.

Pensumfri zone

Riverbed fortsætter ind i gennem fløjens resterende udstillingsrum, og insisterer som sådan på at blive udforsket over tid med hele det menneskelige sanseapparat. Øjnene falder gradvist til ro i det monokrome univers, fødderne vænnes til at færdes i de massive omgivelser, og høresansen skærpes i det kollektive rum. I modsætning til i den øde natur, er man sjældent alene på et kunstmuseum af denne kaliber. Et konstant flow af børn og voksne interagerer med hinanden og værket. Nogle skimmer Louisiana Revy i et stille hjørne, andre lader fingrene mærke kildens klare vand eller stenenes glatte overflade. Installationen maner tydeligvis til eftertænksomhed, alt imens besøgendes stemmer og bevægelser genlyder i baggrunden. Riverbed lever og ånder i kraft af de, som betræder dens golde landskab. Den forandrer sig under ens fødder, og den vokser frem af de mange samtaler om mødet mellem inde og ude, som nødvendigvis opstår.

Borte er audioguides og værkskilte – tilbage står en form for larmende tavshed, der vil beskueren noget. Dens leg med virkelighed og iscenesættelse taler til os. Overalt fotograferes det midlertidige flodleje med stor nysgerrighed. Vi skaber vores egne indtryk og foreviger vores plads i Eliassons instinktive univers. Her er ingen iboende mening, som på korrekt vis skal afdækkes af det æstetiske øje eller den rigtige logiske konklusion. Her er snarere ”pensumfri zone”, som museumsdirektør Poul Erik Tøjner formulerer det. Uden ledsagende forklaring må man hver især afsøge, hvad dette menneskeskabte landskab kan berette om sin egen – og ikke mindst menneskets – natur. Riverbed kan opleves frem til d. 3. januar 2015.

Christina Klestrup © copyright 2020