Venskabets sorger og glæder er afsæt for efterårets store udstilling på Arken. I forlængelse af ”Skagensmalerne – i nyt lys” i 2008 og ”Anna Ancher” i 2011 stiller museet nu skarpt på den dynamiske relation mellem to af det moderne gennembruds mest markante malere. Der inviteres inden for i et rigt udvalg af hovedværker fra en brydningstid i dansk kunst, hvor ikonerne Michael Ancher og P. S. Krøyer udvekslede maleriske og menneskelige erfaringer under Skagens stærke sol, men også i livets mørke stunder.
Naturens sønner
De berømte skagensmalere optager en særlig plads i danskernes hjerter. Med deres lyse, lette maleriske udtryk har de længe været synonyme med en slags ”danske impressionister”, inspireret af fransk friluftsmaleri og kolorit.
P. S. Krøyer (1851 -1909) er én af disse unge nysgerrige malere, hvis udlængsel og blik for det nye er med til at forvandle gengivelsen af farve, lys og form herhjemme. I Danmark er kunstmiljøet i høj grad splittet imellem den hjemlige og den internationale sfære, og bevægelsen fra guldaldermaleriet til den antiromantiske naturalisme i 1880’erne og frem opstår i et dynamisk spændingsfelt.
Da den unge Michael Ancher (1849-1927) efter kunstakademiet skal finde sin egen vej råder vennen Karl Madsen ham til at tage til det uspolerede Skagen, og ikke til udlandet. Allerede i 1874 ankommer Ancher til det stormomsuste Nordjylland, hvis ufremkommelige terræn og lokale befolkning fascinerer ham i en sådan grad, at han vælger at slå sig ned for livet.
Afgørende for valget af Skagen er også mødet med den smukke Anna Brøndum (1859-1935), hvis familie bestyrer byens gæstgiveri og købmandsbod. I 1880 bliver hun hans hustru og livsledsagerske. I ét af udstillingens værker, ”Dagens arbejde bedømmes” (1883), ses det unge par fordybet i kreativ symbiose. Med intimitet og fintfølende talent har de skildret hinanden. Det samme gør Krøyer parret nogle år senere, og mødet med disse smukke, afgørende skikkelser i Skagens kunstnerkoloni er betagende på flere niveauer.
Sammenligningens kraft
Stærke kunstnerpersonligheder er altid en garanti for indlevelse, og endda også drama, og man må sige, at udstillingens formidable udvalg af værker til fulde åbner for sammenligningens kraft – på den gode måde.
Forskelle og ligheder mellem Krøyer og Ancher cementeredes allerede i samtiden via deres eget kunstneriske momentum og stedets stigende berømmelse. Da Krøyer i 1882 for første gang ankommer til Skagen, er miljøet et ganske andet end ved Anchers tidlige ankomst, og i de efterfølgende år eksploderer tilstrømningen af kunstnere og kulturpersonligheder.
Da Krøyer begynder at udforske områdets motiver, har han allerede stjernestatus. Han bevæger sig hurtigt ind i Brøndum familiens købmandsbod, slår staffeliet op og udfører det formidable værk ”I købmandens bod, når der ikke fiskes” (1882). Et velkomponeret og dynamisk billede med en for ham karakteristisk diagonalkomposition, hvor lyset falder skarpt på den lokale befolknings kroppe og ansigter og to opmærksomme øjne møder vores i en sublim øjebliksskildring.
Michael Ancher reagerer prompte på skrift, da han erfarer, at den celebre Krøyer har trængt sig ind på hans enemærker:
”Du maler fra butikken hos mine svigerforældre, stort nærmere kunne du dog ikke gå; om jeg så kunne få fornemmelsen af at blive landflygtig heroppe, blive trådt lidt på ligtornene, var det da så underligt, det er jo som et angreb på ens faste plads, det mindede om den rige mand, der havde mange får, men slagtede den fattiges eneste lam.”
Selv er Ancher i gang med at skabe sig en karriere i figurmaleriets tegn, hvor især de heltemodige fiskeres liv og levned er omdrejningspunkt som f.eks. i mesterværket ”Den druknede” (1896). At betragte det store maleri up close er en overvældende oplevelse af rå sorg, alvor og akkuratesse. En uforlignelig blanding af patos og realitet der udmærker Ancher som en enestående maler.
Udstillingens to hovedpersoner deler livet igennem respekten for hinanden som både malere og mennesker samt naturligvis kærligheden til Skagen, men i kunstens regi forekommer altså også uenigheder og kritik.
Via sporadiske kig ind i 27 års brevkorrespondance mellem de to karismatiske mænd får man lov at opleve både deres væsen og kunstneriske overbevisninger. Brevene trækker en genkendelig linje op mellem den mere solide, egensindige Ancher og den dynamiske, udadvendte Krøyer. Der er hold i myterne, forstås det, og citater på væggene, lyttestationer i udstillingsrummene og montrer med autentiske breve medvirker alle til at skabe opmærksomhed om de mennesker af kød og blod, som engang stod bag kunsten og i dag til stadighed genopleves, ja nærmest genoplives, i maleriets dimensioner.
Det skrevne ord forener det levede liv og kunsten på fornem vis. Hvilken glæde at stå ansigt til ansigt med så enestående ord og malerier, som berømmelsen til trods formår at udvide ens oplevelse af et fascinerende kunsthistorisk kapitel.