I marts 1915 præsenterede Kunstforeningen Gl. Strand sin første separatudstilling med Edvard Weie – en mand hvis vilde penselstrøg beretter om såvel koloristiske nybrud som følsomme forventninger til livet og kunsten. I dag - 100 år efter - sitrer hans værker endnu en gang om kap med det københavnske forårslys i salene på Gl. Strand.
Edvard Weie (1879-1943) er kendt for sine radikale eksperimenter med linjen og fladen i en tid, hvor dansk kunst gennemgår store forandringer. Som én af modernismens mest genkendelige og på samme tid gådefulde skikkelser folder han både mægtige motiver og ubestemmelige verdener ud. Når man mener at genkende virkeligheden i hans maleri, forføres man af penslens svævende, ja nærmest meditative bevægelser, og så snart man er klar til at placere ham i den ekspressive avantgarde, overraskes man af hans dybe tillid til traditionens fundament.
Fortællingen om denne kunstners søgen efter originalitet og åndelighed begynder i en fattig familie på Christianshavn. Her i midten af den omsiggribende industrialisering træder Weie sine barndoms sko. Dér oplever han verden og dér åbnes hans øjne for kunsten. Efter at have uddannet sig til malersvend, søger det unge talent gentagne gange ind på Kunstakademiet, men bliver dog aldrig optaget. Først da han i 1905 tilknyttes Kristian Zahrtmanns skole og møder afgørende bekendtskaber som bl.a. Harald Giersing og Sigurd Swane må vejen have syntes at tage form.
Farvens poesi
I begyndelsen forekommer hans stil måske traditionel, men allerede i 1910 skaber Weie et værk, der i manges øjne har status af en programerklæring, hvor brugen af farve som både motiv og virkemiddel udpeger en gryende kolorist. Netop dette værk, ”Paletten vaskes”, byder udstillingens besøgende velkommen på 1. sal. Som alle de andre værker, er maleriet normalt i privateje, og det er ikke uvæsentligt, at samtlige vægge prydes af ellers utilgængelige malerier, der nu i kor fortæller de små historier om kunstnerisk tvivl, gentagelse og skaberkraft.
Mere end 75 værker er særligt udvalgte ud fra tematikken om det poetiske, og de bidrager alle på relevant vis til præsentationen af Weies eksplosive drivkraft. I én elegant bevægelse har kurator, dr. phil. Lennart Gottlieb, som også stod bag udstillingen ”Blomsten og Cigaren” i 2013, inkluderet både tidlige interiør- og bylivsskildringer, selvportrætter og nysgerrige stilleben i undersøgelsen af Weies poetiske livs- og kunstsyn.
Et hovedmotiv må dog siges at være naturen. Særligt somrene på Bornholm og motiverne fra Christiansø, hvor Weie, Olaf Rude og Karl Isakson studerede de bornholmske landskaber, er betydningsfulde, og Isakson skulle få stor indflydelse på Weie, som, efter mindeudstillingen for den svenske kunstner på Statens Museum i 1922, bevægede sig mere og mere ind i arbejdet med farvernes klange og toner, og på fornem vis overførte disse tanker til et fornyet landskabsmaleri.
Således blev havets brænding og skovens næsten guddommelige stemninger synonyme med, hvad Weie selv kaldte ”naturfølelsen” eller poesien; et nærromantisk syn på kunstnerens forhold til naturen men også en insisteren på, at hvert menneske rummer forudsætningerne for at forstå de kunstneriske idéer, som kan skabe eller ændre verdener.
Medvirkende til poesiens fremtrædende rolle i Weies optik er utvivlsomt tidsånden. Årene omkring 1. verdenskrig trækker dybe spor - også i kunstens verden. Videnskaben og naturalismens indtog i dansk kunst blev hyldet så overbevisende ved tærsklen til det 20. århundrede, men må i krigens skygge se sig kritiseret af en række stemmer, der kræver en åndelig dimension i kunsten, heriblandt Edvard Weie.
I manuskriptet ”Poesi og kultur”, som er udgivet posthumt i 1951, skriver Weie da også om vigtigheden af, ”at se tingene i poesiens lys og dermed i et virkeligt skabende og omskabende åndeligt lys”.
Særligt i udstillingens 3. sal ses det, hvordan farvernes og fladernes poesi løfter figurative genstande ind i nye, lysende virkeligheder, og med sit fokus på oplevelsen af verden beskrives Edvard Weie da også ofte som anti-litterær, hvilket afspejles i udstillingens formidling. Således er ordene flyttet væk fra væggene og ned i bogform, hvor besøgende kan finde såvel værkliste, værkgengivelser samt introduktion til udstillingen, alt imens der i Weies ånd tilstræbes en poetisering af rummene via såvel skønne vægfarver som stemningsskabende musik, der kan stemme sindet for Weies poetiske natur og maleri.
Udstillingen ”Edvard Weie – poesiens natur” kan ses frem til d. 3. maj i år, og er kort sagt en enestående oplevelse for alle, der tiltrækkes af et energisk og dybt personligt maleri, hvor frygt, længsler og håb forenes i beskuerens opmærksomme øje.