I FARVENS FELT

Samtidskunstner Mette Winckelmann (f. 1971) er kendt for sit abstrakte formsprog og sin originale sammenstilling af værker og materialer. Come Undone er titlen på hendes nye soloudstilling, hvor Overgadens underetage fungerer som kulisse for en kraftfuld men også eftertænksom malerisk installation. Titlens antydning af noget ufærdigt, ødelagt eller fortvivlet inviterer os indenfor i et farve- og formunivers, der både konstruerer og dekonstruerer tanker om bl.a. fællesskab, køn og identitet.


Winckelmann undersøger og fornyer som få andre maleriets abstrakte tradition. Med et særligt blik for farven, feltet og fladen skaber hun pirrende og nærværende værker, som taler til både vores sanser, følelser og historiske bevidsthed. Samtidig eksperimenterer hun nænsomt og systematisk med forskellige medier og materialer, som i denne udstilling hvor ubleget bomuldsstof fra tekstilindustrien danner lærred for 23 store stofværker, hvis påtrykte farvefelter skiftevis danser vildt og rytmisk og skaber subtile referencer til det 20. århundredes grafiske historie.


I et spil på helhed og fragment hænger de mandshøje stofmalerier fra loftet som en skare af jævnbyrdige men individuelle udtryk, hvis visuelle spor af matematisk arbejdstegning og trykkeproces sitrer af kunstnerisk nysgerrighed. Transparens og foranderlighed er da også nøgleord i kunstnerens nærmest labyrintiske installation, som aktiverer sind, rum og krop i en sådan grad, at gentagelser og abstraktion bliver vedrørende.


Kunstneren fortæller selv, at hun bruger abstraktion som et redskab til at opløse og åbne faste definerede kategorier og former, hvilket bl.a. kommer til udtryk i installationens stærkt kontrollerede farveskala holdt i rød, sort og blå. Farverne resonerer med den historiske brug af visuelle symboler eksempelvis i forbindelse med den russiske revolution, kvindebevægelsen, konstruktivismen eller nazismen, og man bliver opmærksom på, hvor legende let, men dog komplekst, menneskets møde med farven er.


Mette Winckelmanns æstetiske sans iblandet de mange lag af fordybelse, hendes værker muliggør, skærper kort sagt vores opmærksomhed omkring forholdet mellem kunsten og livet. Come Undone er en oplagt lejlighed til at opleve hendes konceptuelle men dybt sanselige værker. Hun har noget på hjerte og en eksplosiv kunstnerisk energi, og udstillingen kører frem til d. 23. oktober.

Se mere på Mette Winckelmanns egen hjemmeside

Christina Klestrup © copyright 2020