Kan kunst forandre verden? Dette spørgsmål er centralt i Michael Kviums nyeste udstilling på Arken, hvor vestlige værdisæt og adfærdsmønstre sættes til debat. Cirkus Europa er åbent, og det er en spektakulær forestilling for både sind og sanser.
Gøglerens samtid
Siden sin debut i 1980’erne har Michael Kvium afsøgt kunstens muligheder og grænser. Først i Performancegruppen Værst hvis eksperimenterende performances og film legede nysgerrigt med det groteske. Siden i et malerisk univers, hvor livet på godt og ondt udspilles i ofte absurde scenarier, der aktiverer menneskets moralske kompas.
I Cirkus Europa iscenesætter han en ambivalent verden af underholdning og gøgl. En konferencier i skikkelse af stand-up komiker og tryllekunstner Rune Klan byder velkommen til et farvestrålende men dystopisk univers, hvor højydte grin hurtigt erstattes af forundring og forvirring.
I en årrække har Kvium inddraget virkelighedens begivenheder mere direkte, og nu inddrager han højaktuelle emner som flygtningekriser, klimadebat og nationalidentitet. Sprængfarlige emner som let kan ende i selvhøjtidelighed og moraliseren, men også emner som vækker akut genklang hos den moderne museumsgænger.
Et eksempel er værket “The Duke” (2017), hvor en diabolsk hertug præsenterer et brændende Aleppo, malet i støvet grisaille. Mediernes billeder af det krigshærgede Syrien dukker op i vores erindring og sætter spørgsmålstegn ved underholdningsværdien. Samtidsskildringen udvides af groteske gøglere, der som kunstneren peger på det, som hviler under overfladen. Der er nemlig altid noget på spil hos Kvium - på scenen eller i kulissen.
Cirkus Europa udmærker sig ved at være Michael Kviums hidtil største totalinstallation. Via både malerier, skulpturer, film og installationskunst undersøger han Europas tvivlsomme tilstand. Tidens politiske spændinger har mærket ham og været afsæt for en imponerende række nye værker på tværs af medier og materialer. Der er ambitioner, sammenhængskraft og nærvær i udstillingen, der ifølge Kvium er tænkt som ét stort billede. Han tør at spørge ind til skyldfølelsen, afmagten og selvdyrkelsen.
“Vi mangler måske et nyt mål, og nye retningslinjer”, siger han selv om de følelser, vi oplever ved synet af vores egen teatralske virkelighed, f.eks. i “Contemporary Clowns” (2017): En serie af syv silikone skulpturer, der hver især personificerer troen, retfærdigheden, magten, kunsten, fremtiden, friheden og frisindet. “Fremtiden” er et spædbarn dyppet i tjære, der hænger hjælpeløst i sin egen navlestreng, og “Magten” er et menneskeforladt set-up af mikrofoner fra nyhedskanaler, hvis ledninger fører ned i en olietøndes kulsorte indhold. Gru og genkendelse følges ad, som man bevæger sig rundt i udstillingens sale.
Kulturel blindhed
Kvium tvinger os til at se livets vrangsider og reflektere omkring den arv, vi giver videre til kommende generationer. Samtidig opfordrer han os til at være mere end blot passive beskuere. Vi inviteres ind i centrum af den blå-røde manege, hvor der ingen tilskuerpladser er. I værket “Circus Europa” (2017) problematiserer en strandet ubåd, tynget af intereuropæiske ordbøger, vores forestillinger om europæisk identitet og fællesskab. Skrøbelige forestillinger som man ikke kan tage for givet.
“Vores deltagelse i verden sker på et turistvisum”, forklarer Kvium i det rigt illustrerede katalog. Som i udstillingens største maleri, “Beach of Plenty” (2017), der viser en strand i Sydspanien. Værket har afsæt i et fotografi. Det er udformet som en triptykon og imponerer i kraft af både skala, malemåde og motiv. Skildringen af den smukke brænding, hvor de hvide bølger møder det varme sand, fylder 7,5 meter i bredden. En flok turister betragter roligt horisonten, men ferieidyllen brydes, da en gummiflåde med flygtninge dukker op i billedets midte. En mand er faldet i vandet og råber om hjælp, men badegæsterne forbliver passive.
Politiker er kunstneren dog ikke. Han stræber ikke efter at overbevise beskueren om en bestemt politisk holdning, men at opfordre os alle til en grad af engagement. Spotlyset rettes indad, for Kvium har kastet sig ud i at afsløre intet mindre end vores kulturelle blindhed. Verden kan være grum, og vi oplever nærmest handlingslammelse ved synet af verdens konflikter, men forbliver blinde for muligheden for forandring. Den kulturelle blindhed vokser hele tiden, og hvem har lyst til at være mental turist i sin egen virkelighed, spørger Kvium.
Måske kan kunst ikke forandre verden. Men den kan problematisere vores vante tankemønstre eller selvskabte blindhed og skabe rum for en samtale om normer, følelser og forandring. Der er ingen sandhed men masser af show! Kvium bruger hele paletten, og han er som sædvanlig både frygtløs og forførende i sin opfordring til at finde os selv i det fremmede.
Hvilken rolle spiller vi selv i Cirkus Europa? Det får man rig lejlighed til at tænke over i Ishøj, hvor det eksistentielle cirkus er åbent frem d. 14. januar 2018.