I Louisianas vestfløj præsenteres for tiden en soloudstilling med den hollandske kunstner Rineke Dijkstra. Hendes poetiske portrætter af bl.a. sårbare teenagere, tyrefægtere og nybagte mødre stråler af fotografisk overskud og menneskeligt nærvær.
Rineke Dijkstra (f. 1959) er uddannet på Rietveld Akademiet i Amsterdam fra 1981–1986. Hun har igennem en årrække skabt et bemærkelsesværdigt oeuvre kendetegnet af en dyb kærlighed til portrætgenren. I oktober modtog hun Hasselblad Prisen - en af verdens mest prestigefyldte fotopriser.
Den retrospektive udstilling “Rineke Dijkstra - Den enkelte og de mange” udgør i skandinavisk sammenhæng en enestående mulighed for at opleve og fordybe sig i kunstnerens værker. Et bredt udvalg af foto- og videoværker er sammensat i dialog med kunstneren selv, og resultatet er en spændende rejse ind i menneskets smukke sårbarheder og styrker.
Siden sit gennembrud i slutningen af 1990’erne, har Dijkstra portrætteret særligt børn og unge og de skrøbelige nuancer i dannelsen af selvet. Hun arbejder i en tid præget af allestedsnærværende kameraer og intens selviscenesættelse. I den sammenhæng bidrager konceptuelle fotografer som Dijkstra med en nødvendig refleksion over fotografiets væsen og potentiale. Samtidig minder hun os om det enorme spændingsfelt af forestillinger og følelser, vi som individ og samfund formes af og udfolder os i.
Ung identitet
Dijkstra fotograferer med storformatskamera. Hendes analoge fotografier indtager udstillingsrummene med deres størrelse. Ofte indgår de i portrætserier, hvor en valgt præmis definerer det overordnede udtryk. I en af hendes tidligste og mest ikoniske serier, Strandportrætter (1992-2002), har børn og teenagere på strande i Holland, Ukraine og USA poseret for kameraet. De står foran himmel og hav, forankret i sandet og fikseret i tiden.
Det slående i Dijkstras portrætter er i høj grad det sammensatte øjeblik, hvor den portrætterede kommer til syne som et psykologisk sammensat væsen af kød og blod. Portrætterne taler via direkte blikke, blottet hud og detaljer i påklædning, mimik eller gestik. Det er som om, vi kan blive ved med at kigge. Sjældent får vi lov at dvæle ved virkelighedens kroppe og ansigter i samme grad. Måske netop derfor føles det også intimt og sårbart at lade blikket vandre.
I lighed med ikoniske fotografer som August Sander og Diane Arbus anvender Dijkstra desuden det akavede eller anderledes til at supplere enkelheden og fange vores opmærksomhed. Som små gåder eller gaver til beskueren lyser flertydigheden op i det ellers stramme fotografiske udtryk. Vi inviteres ind i det komplekse menneskelige felt - her eksponeres følelserne på subtil vis.
Livsstadier
Den indre virkelighed udgør en rød tråd i Dijkstras nysgerrighed på menneskers udtryk og udvikling. Særligt hendes fokus på overgangen fra barn til voksen kommer fornemt frem i de serier, som er skabt over flere år, f.eks. Tre søstre (2008-2014) hvor Emma, Lucy og Cécile er blevet fotograferet en gang om året i 7 år. De tre søstre er portrætteret som individer, men de forskellige livsstadier, de gennemlever, er universelle og betones særligt i ophængningen, hvor søstrene hænger side om side, år for år, som billeder på både forandring og gentagelse.
Også de berømte portrætter af Almerisa, som Dijkstra første gang mødte i 1994, beretter om forandring og identitet. Den seks år gamle pige, hvis familie var flygtet fra Bosnien, blev første gang fotograferet i et asylcenter i Leiden. Dijkstra bad hende iføre sig det pæneste tøj, hun havde med fra sit hjemland og placerede hende på en stol. Kontrasten mellem den lille pige klædt på til fest og det anonyme, trange rum var rammende. Almerisa gjorde da også indtryk på Dijkstra, som i en periode på 14 år udførte hele 11 portrætter af hendes udvikling fra pige til kvinde. I 2008 holder hun sit barn i armene. Hendes liv, udseende og personlighed har ændret sig, og med det hele hendes verden. Således udvides det isolerede øjeblik til en udstrakt fortælling om tid, mødet med en fremmed kultur og det at finde sig selv i livets både forudsigelige og irrationelle kredsløb.
I serien Nybagte mødre (1994), undersøger Dijkstra selve moderskabet. Tre kvinder, der lige har født deres første barn, poserer sårbare og nøgne foran kameraet. I fuld figur ser vi, hvordan deres kroppe har forvandlet sig. Samtidig mærkes udmattelsen, lettelsen og stoltheden over dette nye kapitel i livet.
De mange overgange i menneskelivet ryster os og rører os på krop og sjæl. Det er dette grundvilkår, som udgør hjertet i den menneskelige eksistens og i Dijkstras fotografiske virke. Hendes balanceren mellem det individuelle og det universelle er simpelthen smukt koreograferet.
Overgiv dig til billedet og blikket! Kig de portrætterede dybt i øjnene og lad kunsten tale om alle de nuancer af det menneskelige felt, som kun lader sig indfange af de fotografer, som har øje for dem.