Lad livet! - Ursula Reuter Christiansen på SMK

"Det næste store øjeblik i historien tilhører os." Med disse ord slutter det i dag ikoniske filmværk “Skarpretteren” fra 1971 af den dansk-tyske kunstner Ursula Reuter Christiansen. Det er et poetisk, politisk og yderst personligt værk, hvis mange nuancer nu foldes ud på SMK. Museet har for nylig købt både “Skarpretteren” og de kostumer, rekvisitter og malerier, der indgår i filmen. I en smukt kurateret gestus har de skabt en totalinstallation, der både er informativ og stemningsfuld. En udstilling der fordyber sig i én kunstners betydningsfulde værk og indhyller besøgende i berusende, blodrøde valmuer og poetiske slagord.


Ind i mørket

Det er en mærkbart sanselig udstilling med noget på hjerte. På den ene side teatralsk anlagt med dunkel belysning, dramatisk lydkulisse og inddragelsen af makabre genstande som øksen og dødsmasken. På den anden side et kig ind i et livsbekræftende univers af inspiration og menneskelig forløsning.


Inde i udstillingens mørke lever både fortid og nutid og mennesker og myter. ”Skarpretteren” er skabt i en tumultarisk tid præget af oprør og opgør. Den unge Ursula vokser op i Tyskland i kølvandet på 2. verdenskrigs ødelæggelser og bliver en central figur i den danske kvindebevægelse kunsthistorisk set. I lighed med bl.a. Jytte Rex og Lene Adler Petersen anvender hun sit eget levede liv til at fremhæve kønspolitiske tematikker. Kroppen, kønnet og samfundets normer er i fokus, for hendes generation vil forandringen - også i kunsten, hvor nye strategier tages i brug i et intenst opgør med gamle tankemønstre.


Ursula Reuter Christiansen studerer i 1960’erne på Kunstakademiet i Düsseldorf hos den berømte Fluxus kunstner Joseph Beuys. Denne samarbejdede fra 1964 og mange år frem med den danske komponist Henning Christiansen, som Ursula gifter sig med i 1968. De bosætter sig kort efter på en gammel gård i Askeby på Møn, hvor Ursula stadig arbejder den dag i dag.


Ursula Reuter Christiansens nye liv i Danmark som selvstændig kunstner, hustru og nybagt mor kommer på mange måder til at ramme den filmiske fortælling ind, for “Skarpretteren” er en radikal afskedstagen med forskellige klassiske kvinderoller. Ursula har instrueret og skrevet filmen, og hun spiller også hovedrollen som kvinden med det komplekse følelsesliv, spændt ud som hun er mellem pligt, omsorg, begær og frihedslængsel, men der er meget mere end hendes eget liv på spil i værket. Selv fortæller hun, at "Skarpretteren er en musikalsk legende om kvindens fornedrelse og ophøjelse. Historien om min egen begravelse og begravelsen af den legendariske kvinde og fremstødet til et nyt liv i andre sammenhænge, hvor hun kan opfatte sig selv produktivt i et rimeligt samfund.”

Bøddel i brydningstid

“Skarpretteren” vises i en lille mørklagt biografsal i udstillingen, hvor man i ro og mag kan dvæle ved værkets stemninger og narrativ. Filmen åbner med landlige, næsten tidløse naturskildringer og et bindingsværkshus i sort, rød og hvid. Snart præsenteres den gravide kvinde i hvidt og skarpretteren i rødt, nærmest som arketypiske figurer i et moderne dystopisk eventyr. Senere møder vi kvinden i andre sammenhænge – hun er også den sørgende kvinde i sort, den omsorgsfulde kvinde der ammer en forpint soldat, moderen ved søens bred der tager sig af det lille barn, og kvinden der drages af en nøgen fristerinde i en farvestrålende blomsterseng. Kunstneren udfører til sidst det ultimative offer, da hun i et brutalt opgør med den såkaldt legendariske kvinde lader sig henrette af en bøddel i en brydningstid, skarpretteren, så hun kan blive genfødt som et nyt kvindeligt subjekt.


I særudstillingen har man flyttet de symbolladede elementer fra filmens univers ud i rummet, ind i montrer og op på væggene, hvilket forstærker fornemmelsen af rite og myte. Ursula Reuter Christiansens tyske ophav med romantisk digtekunst og eventyrskrivning hviler da også under de mange symbolske udsagn og udstillingens farveholdning - hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod. De mange poetiske slagord på væggene, malet i rystende sort henover svævende buketter af valmuer i fuld flor, skaber billeder af en tid, hvor opsangen til fællesskabet var i højsædet, og de mange sanseindtryk fra musik, supplerende værker og personlige genstande fører en helt ind i Ursulas univers.


Det næsten 50 år gamle værk får kort sagt nyt liv og omfang via dette mangefacetterede gesamtkunstwerk. I udstillingen vises f.eks. en række store silketryk af fotografiske stills fra filmen, som grafiker og bogdesigner Louise Hold Sidenius lavede i 2016. Disse tryk blev dernæst bearbejdet af Ursula selv, og resultatet belyser både værkets fortsatte relevans og Ursulas egen formidable kunstneriske drivkraft. Skarpretterens økse kaster således sin skygge på nutidens besøgende, som må beslutte om de i dag vil lade livet i kunstens ærinde..

Christina Klestrup © copyright 2020