At male eller ikke at male - det er spørgsmålet! I udstillingen Here (Once Again), Leaving the Gold på Kastrupgårdsamlingen viser Maria Wandel (f. 1977), at hun bestemt har noget på det maleriske hjerte. Inspirationen fra det nære flyder som en rød tråd igennem udstillingssalene, hvor en række helt nye værker nysgerrigt undersøger de genstande og følelser, som definerer os på godt og ondt.
Kontinuitet og nybrud Here (Once Again), Leaving the Gold er Maria Wandels hidtil største soloudstilling, og de mange store værker byder både på kontinuitet, nybrud og maleglæde. Man kan mærke, at hun har udfordret sig selv på nye stemninger og veje ind i det, der optager hende som kunstner. For eksempel har graffitiens energiudladning sneget sig ind på billedfladen via brugen af spraymaling, der nogle gange løber oprørsk ned ad lærredet og andre gange træder frem som en markant anderledes struktur, der rangerer fra det grove og rå til det gennemsigtige og drømmende.
Lige som graffitikunstneren, der efterlader spontane udsagn eller opråb i byens rum, kanaliserer Wandel sit blik på verden ud i ekspressive værker om livet nu og her, men med et særligt blik for identitet og iscenesættelse. Det handler både om at se og blive set, når en arm, en hånd eller et hoved bryder ud af farvelagene og manifesterer sig selv som nærværende, men i en opløst eller paradoksal form. Eller når en ikonisk fransk filmstjerne poserer selvbevidst med en cigaret imellem fingrene, men uden et genkendeligt ansigt.
Under hverdagens overflade Særligt de mange malerier af tilsyneladende banale genstande fra det levede liv, som f.eks. pilleæsker, hverdagsbestik eller cigaretter, er med til at udvide blikket på os selv og de ting, vi omgiver os med. Et fascinerende maleri af en dynge cigaretskodder viser i den grad, at den maleriske virkelighed kan åbne sig i flere retninger end blot det indlysende. Her hvirvles skønne og hæslige indtryk sammen i dynamiske penselstrøg, og lader det op til beskueren at dykke ned under hverdagens overflade. For på mange måder maler Wandel dekadencen og følsomheden i vor tid frem som et gådefuldt syretrip i alle regnbuens farver. Som sådan er
der både rum til følsom begejstring og kritisk opmærksomhed i oplevelsen af det, Baudelaire kaldte “Nuets flygtige skønhed”, hvis du under dig selv et besøg i Wandels bemærkelsesværdige soloudstilling, inden den til efteråret rejser videre til Vendsyssel Kunstmuseum.
Udstillingen Here (Once Again), Leaving the Gold kan opleves på Kastrupgårdsamlingen frem til d. 7/6 2020. Denne artikel bringes i Kunstavisen februar 2020.
Fotokreditering: Maria Wandel, "Catherine", 2019. Akryl på lærred, 200 x 100cm. Foto: Anders Sune Berg.