FORELSKET I KØBENHAVN - Paul Fischer på Københavns Museum


“Postkortmaleren”, “Billedmageren” eller “Københavnermaleren” - kunstneren Paul Fischer (1860-1934) er kendt under mange navne, men er aldrig rigtig blevet en del af kunsthistoriens fine selskab. Folkekær er han dog, og en veritabel højdespringer på auktioner hvor hans stemningsfulde københavnermotiver ofte indhenter hammerslag i millionklassen.

Fischer er ikke at finde i særlig mange museumssamlinger og udstilles derfor sjældent, men lige nu kan hans værker opleves på det helt nye Københavns Museum, der har slået dørene op i Stormgade 18 - i hjertet af det København, som Fischer trofast skildrede gennem fem årtier.

Indendørs byvandring

Særudstillingen “Paul Fischer - Byen i det bedste lys” er kurateret af museumsinspektør Regitze Lindø Westergaard og foldes ud i tre rum med fokus på henholdsvis broen, pladsen og gaden som motiv. Udstillingsarkitekt Anne Schnettler har skabt et moderne udstillingsdesign til præsentationen af de mange forskellige udtryk, Fischer arbejdede med, heriblandt malerier, postkort, plakater, fotografier og illustrationer til tidens populære blade som Ude og Hjemme, Illustreret Tidende og Klods Hans.

Udstillingen er dog ikke et forsøg på at belyse eller placere Fischer kunsthistorisk, men er snarere tænkt som en indendørs byvandring via Fischers skildringer af København og københavnerlivet omkring århundredeskiftet, hvor byen udviklede sig til en moderne metropol à la Paris med arkitektonisk fornyelse, nye transportmidler og et boomende forlystelsesliv.

Med motiver som Amalienborg, Højbro Plads, Rådhuspladsen og Kongens Nytorv er topografien let genkendelig - det samme er de mange typer af mennesker, som færdes i Fischers værker, heriblandt borgerskabets modebevidste mænd og kvinder, fiskerkoner, ranke gardere og flittige arbejdsmænd. Det bugner med fransk inspiration, stærke kompositioner og tidstypiske detaljer, og det er i den sammenhæng særligt interessant at få indblik i Fischers flittige brug af fotografiet som arbejdsredskab.

Fortællingen om Fischers - og vores allesammens - København ledsages af både informative tekster og nutidige fotografier af København, der inviterer besøgende til at opleve ikke blot byens udvikling på tværs af tid, men også de følelser og stemninger som karakteriserer samspillet mellem by og borger. Er du også forelsket i København, så kig forbi udstillingen frem til d. 30. november og se den smukke stad med Fischers formidable øjne.

Udstillingen "Paul Fischer - Byen i det bedste lys" kan opleves på Københavns Museum frem til d. 30/11 2020. Denne artikel er bragt i Kunstavisen juni 2020.

Fotokreditering: Paul Fischer, "Udsigt fra kunstnerens altan over det gamle banegårdsterræn og Peblinge Søen", 1887, olie på lærred, Københavns Museum.

Christina Klestrup © copyright 2020