– Leonora Carrington på Arken
“At hensætte fantasien i trældom er at unddrage sig alt det ophøjede og rigtige man kan finde på bunden af sig selv”, skrev André Breton i det første surrealistiske manifest fra 1924. Det revolutionære budskab om at bryde fornuftens lænker og krydse kløften mellem fantasi og virkelighed provokerede samtiden, men fandt mange tilhængere verden over, heriblandt den britisk-mexicanske kunstner Leonora Carrington (1917-2011) der i en meget ung alder blev en del af surrealismens inderkreds og både udlevede sine drømme og udfoldede sit indre i betagende surrealistiske visioner gennem syv årtier.
En glemt ener Som kvindelig kunstner inden for en mandsdomineret surrealisme var Carrington i mange år gemt og glemt, men det råder Arken nu bod på med den første store Carrington udstilling i Skandinavien! Over hundrede værker af denne ekstraordinære kunstner er hentet ind i et ambitiøst udstillingssamarbejde med Fundación MAPFRE i Madrid, og der er både blik for biografi, inspirationskilder, motivkredse, betydningsfulde relationer og aktuelle problemstillinger i præsentationen af en kvinde, hvis liv og værker rummer både oprør, kærlighed, krig, håb og smerte.
Som det allerførste i udstillingen møder vi et af Carringtons hovedværker, “Kæmpekvinden (æggets vogter)” fra 1947, hvor kvinden optræder som centralt motiv, hvilket også gør sig gældende i hendes virke generelt. Fra en tidlig serie af akvareller med titlen “Månesøstre” (1932) henover de mange selvportrætter og alter egoer, Carrington skaber, til mere kønspolitiske værker som “Kvindernes bevidsthed” (1972), løber der en rød tråd ift. fortællinger om kvinders liv og vilkår, hvad enten det er i menneskelig eller mytologisk form.
I udstillingen har man også haft blik for de betydningsfulde kvindelige venskaber, Carrington fandt i surrealismens internationale fællesskab og inkluderet værker af både den spanske surrealist Remedios Varo og den finske surrealist Leonor Fini, der i 1939 skildrer en ung Carrington som androgyn kriger i rustning – med et blik der er klar til at gennembore alle traditionelle kvindeforestillinger.
Oprør og opblomstring Carrington mærker da også på egen krop og sjæl, hvordan forestillinger om kvindens rolle i hjemmet og samfundet kan hæmme friheden. Hun vokser op i England som eneste datter i en velhavende familie med dertilhørende forventninger til uddannelse, etikette og ægteskab, men bliver som ung pige smidt ud af flere kostskoler og til sidst sendt helt ud af landet til skoler i Firenze og Paris. Begge steder går hun på opdagelse i kunsthistoriske mesterværker, hvis indflydelse senere kan spores i mange af hendes værker, f.eks. i brugen af stilistiske greb og teknikker fra den italienske renæssance.
Da Carrington vender hjem, tvinges hun af sin far til at vælge mellem familien og livet som kunstner. Blot 20 år gammel har hun nemlig indledt et forhold til den 26 år ældre tyske surrealist Max Ernst, som hendes far absolut ikke vil acceptere, og de to forelskede surrealister stikker af til Paris og siden Saint-Martin-D’Ardèche i Sydfrankrig, hvor de flytter ind i et lille bondehus, som de udsmykker både ind- og udvendigt. I udstillingen på Arken kan man opleve nogle af Carringtons dekorative malerier fra husets interiør, og hvilken fornøjelse det er at se disse smukke malerier af iltre tvetydige væsener fra en tid, hvor Carrington er i gang med at finde sin egen kunstneriske vej både som maler og forfatter.
Traume og heling Ikke længe efter at Carrington har forladt både familie og hjemland, ændrer 2. verdenskrig alt. Ernst bliver i flere omgange anholdt og interneret, og Carrington står alene tilbage, overvældet af krigen og tabet af Ernst. Hun flygter til Spanien, hvor hun får et mentalt sammenbrud og bliver tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital. Traumet fra indlæggelsen bearbejder hun livet igennem, både via psykoanalyse og egne værker, hvor grusomme mareridtsscenarier og selvskildringer optræder som foruroligende vidnesbyrd. Særligt i bogen “Nedenunder” sætter Carrington ord på de mange svigt og chok, hun har været udsat for.
På forunderlig vis formår hun at flygte fra hospitalet og starte et nyt liv uden for Europa. Mexico bliver i sidste ende Carringtons nye hjem, og netop dér bliver hendes spirituelle, magiske og okkulte billedunivers beundret og hyldet. De mange smukke billedtæpper, som er medtaget i udstillingen, fortæller om et årelangt samarbejde med væveren Ricardo Rosales’ familie, men også det store farvestrålende bestillingsarbejde “Mayaernes magiske verden” (1963) som hun skabte til Det Antropologiske Museum i Mexico City afspejler hendes nyvundne status som kunstner.
Der er med andre ord rigeligt at opleve på Arken, hvor Leonora Carringtons komplicerede liv kanaliseres gennem fantasiens kontrasprog i et væld af udtryksformer og universer. Gå ikke glip af denne fantastiske udstilling og mødet med en kunstner, der som ingen anden søger – og finder – friheden i det forunderlige.
Se udstillingen på Arken frem til d. 15. januar 2023.
Fotos:
Leonora Carrington, St Martin d’Ardèche, Frankrig 1939 af Lee Miller © Lee Miller Archives, England 2022. All rights reserved. leemiller.co.uk
Leonora Carrington, Kæmpekvinden (æggets vogter), 1947. Privateje © Estate of Leonora Carrington / VISDA. Fotograf ukendt.