I UNDERBEVIDSTHEDENS LAND

- Emily Gernild & Martha Hviid på Gammelgaard

Årets første udstilling på Gammelgaard er af gode grunde svær at opleve, men til gengæld meget nem at glæde sig til! Under overskriften “Dagsrester og Andre Pressede Citroner” indtager to stærke unge kunstnere, maleren Emily Gernild (f. 1985) og skulptøren Martha Hviid (f. 1987), nemlig kunsthallen med drømmen som fælles referencepunkt.

Udstillingen skulle være åbnet d. 9. januar, men kunstelskere må væbne sig med tålmodighed, indtil de danske udstillingssteder igen får lov til at åbne. Vi er mange, der savner det fysiske møde med kunsten, og sammenstillingen af Gernild og Hviid ser ud til at blive en rigtig spændende oplevelse for både sind og sanser.

LIV I LER Trods deres ellers ret forskelligartede praksisser har begge kunstnere fundet inspiration i søvnens og drømmenes verden. Martha Hviid, der er uddannet fra Royal College of Art London og University of Texas, anvender bl.a. materialer som ler, beton og metal. Til udstillingen har hun lavet et installatorisk værk - Hypnic Jerk - bestående af syv keramikskulpturer samt en tæppebelagt trækonstruktion. Titlen henviser til det, vi på dansk kender som søvnryk, hvor man vågner med et spjæt eller har følelsen af at falde, lige inden man sover. Hvordan ser undersøgelsen af dette forunderlige neurologiske fænomen mon ud i Martha Hviids hænder? Får hun pustet kunstnerisk liv i leret, som hun bl.a. gjorde det i udstillingen Self-Soother (2019) om selvberoligelse gennem skulptur, lugt og lyd?


DET INDRE ØJE

Utallige kunstnere er gennem tiden gået på opdagelse i drømmenes skattekammer, i underbevidsthedens land, hvor alt kan ske. Emily Gernild, der er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Kunstakademiet i Düsseldorf, har til “Dagsrester og Andre Pressede Citroner” bl.a. skabt en række helt nye værker ud fra billeder, som hun har registreret for sit indre øje, særligt i indslumringsfasen.


Resultatet er lag på lag af dagsrester - indtryk fra det levede liv - der væver sig ind og ud af hinanden på lærredet. Som en anden Matisse eller Per Kirkeby skaber Gernild lethed ud af kaos, når hun på mesterlig vis sammenstiller et væld af motiviske elementer fra hverdagen med sitrende energi og en overlegen farve- og fladefornemmelse.


Det skal blive godt at opleve mødet mellem Martha Hviid og Emily Gernild - forhåbentlig inden længe. Indtil da kan man heldigvis se mere til arbejdet med den kommende udstilling ved at følge begge kunstnere på Instagram.


Foto: PR foto - Gammelgaard (Emily Gernild)

Christina Klestrup © copyright 2021